Her er blevet mere fredeligt at være, vi har fundet løsninger og finder fortsat løsninger på diverse udfordringer vind og vejr byder os - selvfølgelig er vi ikke helt i mål , det vil være utopi at hævde - men vi nærmer os, dag for dag sammen. Her er også mere fredeligt og fordrageligt for dyrene, da vi indså at vi ikke kan eksistere uden et sundt økosystem, tog vi os gevaldigt sammen. Visse områder slækker på idyllen, det er fortsat trist at høre om men vi er blevet meget klogere på det område. Nu spiser vi mere efter sæson, grønnere generelt set, og da disse begyndte at blive produceret mere , blev priserne også så medgørlige, at selv vi fattige kunne være med og tage nogle bedre valg både for os selv, dyrene og planeten. Sidst men på ingen måder mindst, har vi lært at behandle mennesker bedre, dem der har mere end os, dem der har mindre end os, og dem - ja dem som tænker anderledes. I 2025 sad jeg og bekymrede mig for mit barns fremtid, ser du, hun er autist og har den mest fantastiske krøllede hjerne - hun er klog og empatisk, stiller spørgsmål ved ting som er ulogiske og insisterer på at være sig selv hele vejen igennem, jeg kan huske hvor jeg beundrede denne egenskab. Beundrede hendes fantasi, og talent for at tilegne sig viden når hun finder noget hun synes er vigtigt og spændende. Da vi som samfund forstod at gøre plads til hinanden, ikke på trods af , men på grund af vores forskelligheder og styrker og svagheder , piblede langsomt en forandring frem.... En förändring som nu er i fuld gang, og som har betydet at jeg ikke behøver at bekymre mig nær så meget. Ikke ligge vågen til solopgang, som vel og mærke stadig er pænt sent om vinteren, fuld af angst over hvad der skal blive af mit barn, om hun vil klare sig.... Om naturen vil klare sig, altså ville vi være i stand til at trække vejret udenfor med al den forurening ? Og lærer mennesket nogensinde om fred ?
Her i 2040'erne er håbet vokset sig stærkere end frygten, og vi ånder både ind , og ud mens nye drømme vokser, og vores børn trives igen